Prologen

Det hele startede med en flyvsk tanke.

Jeg er handicap hjælper på fuld tid for Tobias, en ung spastiker der er frisk på lidt af hvert her i livet.
Ham og jeg vi sidder på et pizzaria i århus ude i de sene timer en lørdag aften og venter på et hvidløgsbrød (af alle ting).
Der er tavshed. Ikke den pinlige slags, den slags har Tobias og mig ikke, vi siger noget når der er noget på hjertet og hvis ikke der er det så er det ok at være stille. Så det gør vi.
Pludselig udbryder tobias ; FUCK, jeg gad godt ud og rejse !
Og med et får jeg en masse ideer i hovedet. ´Gør det Tobias ! sagde jeg, ´hvis du er klar er jeg klar, vi kan bare tage til USA, leje en bil og køre tværs over, bare køre derud af !

Ja, sådan startede det. for en måneds tid siden.
Idag.
Idag skal jeg pakke. For efter en masse drømme fik ord at flyve på og efter at realismen fik greb og tyngede os mod jorden endnu engang, fandt vi en løsning.
3 Hjælpere, en spastiker, en økonomisk ordning og en aftale om at vi alle løfter i flok gjorde at vi fandt ro i bare at prøve os frem.
Det at vi fandt en bil vi kan låne mod betaling af de udgifter der må være på bilen, gjorde ikke ligefrem beslutningen svære for os.
Vi, Tobias, Kasper, Jesper og undertegnede skylder alle Andreas Róger en kæmpe tak for denne fantastiske gestus.

vi skal være afsted i samlet flok fra den 24 sep og indtil den 19 oktober, hvor Toby, Kasper og Jesper drager tilbage til det ganske, danske land.
Min rejse slutter dog ikke der.
min baggrund herhjemme gjorde det ret nemt for mig at prøve mig med at rejse så længe jeg kan, for så lidt som jeg kan. P.t er jeg hjemløs grundet at jeg forventede studiestart i September og søgte billigere bolig. Tanken lå på at jeg godt ville kunne holde ud at være boligløs over sommeren hvis det gik helt galt med søgningen. Da dagen med studiesvaret så kom fik jeg "dommen". Den lød på at jeg måtte vente i et halvt år mere med at starte på studiet, og selvom jeg er utrolig glad for at være "gennem nåleøjet" så frustrede det mig meget at skulle afvente. Noget jeg har opdaget igennem mine udfoldelser i dette liv er at afventning er noget af det værste jeg kan opleve. der skal ikke nødvendigvis ske en masse, men jeg blir utrolig stresset af at vente på at de ting jeg vil i livet lader sig vente på. (nok noget jeg skal arbejde på, pinky swear ! )
Men ja, der stod jeg blank, stresset, lettet, og glad på en og samme tid.
Så da chancen med Tobias opstod tog jeg skridtet videre og bookede min billet med retur rejse 20 dage inden min studiestart.
Planer havde jeg ingen af, ud over at pengene skulle spares på.
Gennem nogen venner har jeg fået ideen om at tage til Honduras, besøge en ven Rick og tage ud og dykke.
Det med at dykke er en historie i sig selv.
Nogen af jer der vælger at læse dette kender ham som inspirerede mig. - Christian Achton.
Christian var en af de mennesker som havde så stor kærlighed til sine medmennesker og en positiv energi jeg ikke har set magen til nogensinde før. Han inspirerede mig fra første minut.
Christian arbejde for en af Toby´s bedste venner, også navngivet Sonny ligesom undertegnede og for at undgå forvirring kalder jeg ham fremover for Fernandez.
Fernandez og Christian havde den ordning på jobbet at han arbejde et par måneder herhjemme for Fernandez hvorefter han rejste til Maldiverne og arbejde som dykkerinstruktør i sæsonen, rejse for de penge han nu havde tilbage bagefter, kom hjem og så rundt med hjulet endnu engang.
korte i det lange er at Christian gik bort for kort tid siden og det har efterladt et hul i mange af os der lærte ham at kende, for at takke ham for det han har givet mig af inspiration og mod til at udforske livet vil jeg gå lidt i hans fodspor. Se en Mantarokke på egen hånd, flyde i vægtløs tilstand i et andet univers på denne jord og drikke en kold i solnedgangen på en hvid sandstrand og sige ; fuck hvor er det fedt det her !

min rejse er dedikeret til dit minde min ven.


- The Duck shall never retire !