Were on the fart ..

Så ramte mine ben amerikans jord og med det samme kan jeg konstatere at New Yorkére de er nogen dovne hunde ! I Paskontrollen stod jeg i kø bag sølle 4 personer og det tog stadig 20 minutter, da kontrolløren hellere ville snakke med sin kollega i den anden skranke om han lille barn der har holdt ham vågen i en go slat tid den forrige nat. Men igennem det kom jeg da efter noget tid, heldigvis ! 

Jeg skulle skifte lufthavn i New York, fra Newark til La Guardia. 

For dem der ikke kender så meget til NY, kan jeg fortælle at det involvere en sølle køretur på ca 20 km, men det er til gengæld igennem downtown Manhatten. Og ligepræcis denne dag jeg har valgt er Præsident Obama på besøg inde i Manhatten ( typisk!! ) og hele trafiknetværket var vendt på hovedet.

Tid havde jeg ikke nok af. der var ca 6 timer til transfer, hvilket jeg regnede med var rigeligt, men det endte nu alligevel med at jeg kun ventede i 20 min på at kunne boarde efter at have søgt direkte til mit næste fly. 

Ombord flipper min tlf ud og siger at der ingen SIM var i telefonen. 

Det kunne vel også være lige meget bortset fra det faktum at jeg skulle samles op af en ung mand ved navn Shane, som jeg havde følgende beskrivelse af ; høj og med skæg ! så med en mobil kunne det måske have været lettere at samle noget mere info eller få sendt et flight number hans vej. 

Dog vil jeg sige at beskrivelsen viste sig at være nok da der var en høj ung mand med skæg der fiste frem og tilbage ved bagage afhentning, som om muligt så lige så forvirret ud som jeg selv og det viste sig til min store lettelse at være Shane. 

En køretur på små to timer og et visit i Morgantowns studieliv senere endte vi hos Shane hvor jeg fik en seng at sove i for natten. dagen efter var det bil inspektions tid og "breaking in" af bilen.

De andre skulle hentes i New Jersey hvilket var lidt af en udfordring kan jeg hilse og sige. 

Efter forsinkelser, omveje og myldretids trafik som man kun ser i amerikanske film får jeg fundet togstationen i yderkanten af jersey. 

gadelamperne bliver tændt og jeg sidder i en Ford Crown Victoria fra 1988, hvis med læder på ryggen af taget. jeg lignede vist ikke en der er helt fin i kanterne for de forbipasserende. 

Men så længe jeg ikke ligner et easy target så er jeg vel den tand mere sikker på ikke at blive rullet ? 

De andre får ankommet på stationen og til vores held kan alting lige præcis være der med Tobias´s ganger og Kørestol. 

Vi er på farten !