Yellowstone

Vi var på vejen. interstate igennem diverse stater som Maryland, Illinois, Pennsylvania og The Dakotas som jeg efter at have set formoder er de stater de kalder; The Great Planes. 

Endeløse syn af sletter der ligner en blanding af hvedemarker og en græsplæner. 

Ja vejene var lange og lige, så lange og lige at vores fødder måske blev en smule for tunge på speederen fra tid til anden. det kan ske for selv den bedste når der står 1300 miles tilbage på ens Gps og man kører alene på en 2 sporet Interstate. Det er dog derfor der er Highway Police, og de er ikke enige i at det er ok så kl 3 om natten blev vi trukket ind til siden efter at have været målt til at køre 85 i en 70 zone. (man skal gange med 1.6) 

da politimanden så at vi havde danske kørekort tror jeg han var uden viden om hvordan han skal udskrive bøden, go derfor efter at have kontrolleret at kortet er rigtigt, lod han os gå med en advarsel. Følgende sætning er Citeret direct ; Ok, this is what I'm gonna do. I´m gonna let you off with a warning, but i need you to slow down (pause, red) quite a bit, cause you were doing 85 in a 70 zone. 

hans timing var upåklagelig, og vi måtte kæmpe for ikke at skrige af grin, så han ville fortryde at lade os gå. 

Morgenen efter trak vi ind på en tankstation for at få fyldt op på det hele. 

Her lærte vi at i en Ford Crown Victoria skal man, SKAL MAN bruge sine nøgler for at komme i bagagerummet, så det er en meget god ide ikke at smække sine nøgler inde i rummet ligesom Jesper fik præsteret i sin morgenkoger. efter ca 40 min med sædeomrykning, forsøg på at lirke låsen op, mislykkedes forsøg på at låne knive på en tankstation og en tøjbøjle som eneste hjælp fik jesper med hans lange lemmer lige præcis fingrene i nøglerne gennem en sprække bag bagsædet. 

Yellowstone var lige om hjørnet. 

Da vi ankom, 36 timers kørsel efter, Blev vi mødt velkommen af en meget distræt og smilende kvinde i slut 40érne. utrolig hjælpsom men også ret forvirret. (vi finder senere ud af hun har boet 2 år i en skovgruppe oppe i nationalparken, så mon ikke der har været nogen svampe involveret ??)

Resten af dagen gik på at hygge rundt i West Yellowstone som er en lille by med indgang til parken lige få hundrede meter væk. byen lyser op og det virker meget kunstigt da man ikke ligefrem er i en by af Vegas størrelse og man kan se yderkanterne af byen næsten alle steder fra. 

Set byen fik vi dog ! 

Dagen efter kaldte National Parken. Et sted jeg kan anbefale alle at se, dog vil jeg sige at næste gang jeg skal dertil vil jeg efterlade bilen og tage den med rygsækken så jeg kan komme mere ind i "det vilde" aspekt af det. vi kørte langs store hovedveje og kiggede ud af vinduer som man gør i ree , givskud og lignende hjemme i danmark. 

det skal dog siges at en bison okse er rigelig stor oplevelse at passere på 1 meters afstand. 

I parken fik vi set Bisoner, Elge, og en enkelt Grizzly bjørn. 

Ja det er vist hvad der er at sige om Yellowstone i bil :) 

om profit

innovation er sjældent mødt med god vilje medmindre det har udsigt til profit i den nærmeste fremtid. 

vi mennesker er en sjov størrelse. vi har rykket os igennem evolutionen til et stadie der er som skabt til at leve i harmoni med kloden. vi ved alt om klodens udvikling og vores egen, vi har skabt energi systemer der kan trække uden at lægge spor på jorden efter deres fremstilling. vi har opnået en stor forståelse for hinanden. via forskning i hjerne aktiviteter er det bevist at vi fra vores indgang i denne jord er skabt med en unik evne til at absorbere vores medmenneskers følelser. 

vi har skabt internet der gør at vi kan holde vores venskaber på store afstande ved lige meget nemmere og hurtigere,  vi har skabt toge og fly der gør det muligt at se dem tættest på vores hjerter uanset afstanden på trods af vi ikke har oceaner af tid. vi bor i stakke ovenpå og ved siden af hinanden der indbyder nem indgang til storslået socialt samvær og vores mobil telefoner gør at vi kan komme i kontakt med hinanden i løbet af ganske få sekunder. 

på trods af alle disse gode egenskaber disse ting har, ser jeg en sørgelig tilstand i at vi distancere os selv mere og mere fra hinanden og mister vores fælles forståelse i individualismen. 

hvem og hvad en selv er, forestår højere end helheden af mennesket. vi nyder benefitterne af produktionen, her og nu. men vi tillader ikke os selv at kigge 5 minutter ud i fremtiden og øjne hvad disse nemme løsninger byder os i sidste ende. vi lader os ikke byrde med hvad der foregår bag kulisserne, så længe vi ikke drager profit af det. 

bag scenen er bag scenes. Vi har betalt for at se et show, det er andres problem hvad der bliver skabt af rod bag det røde tæppe så længe vi får værdi for vores penge.  

Konflikterne bliver den dag i dag løst på slagmarken i form af krigshærgede områder med magter der styrer slaget via computere eller kontore med folk der er gode til at skrive papirer i kringlede former. alt sammen udløst af et ønske om at profitere i sidste ende.  

at profitere økonomisk er et koncept vi mennesker har opfundet fordi det skulle gøre vores handels form nemmere, så købmand ej behøver mægle produkt til produkt for at nå det resultat han i sidste ende gerne ville. 

i dag er vi alle købmænd, mange bedre end sin nabo og altid ønskende om at være bedre og bedst.

vi måler vores succes i formen af alle de produkter vi har der er af større værdi end naboens, derved viser vi omverden at vores egenskab til at skabe profit er god og forhåbentligt bedre end dem vi viser produkterne frem til. 

vores ønske til at være succesfulde i denne retning er blevet så omfattende at en stor procentdel af mennesker afviger fra vores naturlige tilstande om empatisk forståelse og lukker ned for disse egenskaber, så de kan avle på vores tro på det gode i hinanden. 

den procentdel af mennesker ses i dag for at være i toppen af fødekæden og de er beskyttet af de love og regler samfundet har skabt fordi de forstår at finde smuthullerne, de omveje godtroende mennesker ikke tænkte på de lavede lovene. 

love og regler blev engang skabt for at holde ro og orden i tingene. så man havde en retningslinie for rigtigt og forkert, så man ikke havde noget af forholde sig til i forhold til størstedelen af befolkningens ønsker om fred. så der var visse emner der ikke var til at debatere sig ud af.

det er også nødvendigt, da vi ikke alle kan være ens og tænke ligedan rent moralsk så er der brug for retnings linier. dog vil jeg lige tillade mig at spørge kort ; hvad er fordelen i at loven er sandheden i forhold til fordelen i at sandheden er loven ? 

Were on the fart ..

Så ramte mine ben amerikans jord og med det samme kan jeg konstatere at New Yorkére de er nogen dovne hunde ! I Paskontrollen stod jeg i kø bag sølle 4 personer og det tog stadig 20 minutter, da kontrolløren hellere ville snakke med sin kollega i den anden skranke om han lille barn der har holdt ham vågen i en go slat tid den forrige nat. Men igennem det kom jeg da efter noget tid, heldigvis ! 

Jeg skulle skifte lufthavn i New York, fra Newark til La Guardia. 

For dem der ikke kender så meget til NY, kan jeg fortælle at det involvere en sølle køretur på ca 20 km, men det er til gengæld igennem downtown Manhatten. Og ligepræcis denne dag jeg har valgt er Præsident Obama på besøg inde i Manhatten ( typisk!! ) og hele trafiknetværket var vendt på hovedet.

Tid havde jeg ikke nok af. der var ca 6 timer til transfer, hvilket jeg regnede med var rigeligt, men det endte nu alligevel med at jeg kun ventede i 20 min på at kunne boarde efter at have søgt direkte til mit næste fly. 

Ombord flipper min tlf ud og siger at der ingen SIM var i telefonen. 

Det kunne vel også være lige meget bortset fra det faktum at jeg skulle samles op af en ung mand ved navn Shane, som jeg havde følgende beskrivelse af ; høj og med skæg ! så med en mobil kunne det måske have været lettere at samle noget mere info eller få sendt et flight number hans vej. 

Dog vil jeg sige at beskrivelsen viste sig at være nok da der var en høj ung mand med skæg der fiste frem og tilbage ved bagage afhentning, som om muligt så lige så forvirret ud som jeg selv og det viste sig til min store lettelse at være Shane. 

En køretur på små to timer og et visit i Morgantowns studieliv senere endte vi hos Shane hvor jeg fik en seng at sove i for natten. dagen efter var det bil inspektions tid og "breaking in" af bilen.

De andre skulle hentes i New Jersey hvilket var lidt af en udfordring kan jeg hilse og sige. 

Efter forsinkelser, omveje og myldretids trafik som man kun ser i amerikanske film får jeg fundet togstationen i yderkanten af jersey. 

gadelamperne bliver tændt og jeg sidder i en Ford Crown Victoria fra 1988, hvis med læder på ryggen af taget. jeg lignede vist ikke en der er helt fin i kanterne for de forbipasserende. 

Men så længe jeg ikke ligner et easy target så er jeg vel den tand mere sikker på ikke at blive rullet ? 

De andre får ankommet på stationen og til vores held kan alting lige præcis være der med Tobias´s ganger og Kørestol. 

Vi er på farten ! 

Prologen

Det hele startede med en flyvsk tanke.

Jeg er handicap hjælper på fuld tid for Tobias, en ung spastiker der er frisk på lidt af hvert her i livet.
Ham og jeg vi sidder på et pizzaria i århus ude i de sene timer en lørdag aften og venter på et hvidløgsbrød (af alle ting).
Der er tavshed. Ikke den pinlige slags, den slags har Tobias og mig ikke, vi siger noget når der er noget på hjertet og hvis ikke der er det så er det ok at være stille. Så det gør vi.
Pludselig udbryder tobias ; FUCK, jeg gad godt ud og rejse !
Og med et får jeg en masse ideer i hovedet. ´Gør det Tobias ! sagde jeg, ´hvis du er klar er jeg klar, vi kan bare tage til USA, leje en bil og køre tværs over, bare køre derud af !

Ja, sådan startede det. for en måneds tid siden.
Idag.
Idag skal jeg pakke. For efter en masse drømme fik ord at flyve på og efter at realismen fik greb og tyngede os mod jorden endnu engang, fandt vi en løsning.
3 Hjælpere, en spastiker, en økonomisk ordning og en aftale om at vi alle løfter i flok gjorde at vi fandt ro i bare at prøve os frem.
Det at vi fandt en bil vi kan låne mod betaling af de udgifter der må være på bilen, gjorde ikke ligefrem beslutningen svære for os.
Vi, Tobias, Kasper, Jesper og undertegnede skylder alle Andreas Róger en kæmpe tak for denne fantastiske gestus.

vi skal være afsted i samlet flok fra den 24 sep og indtil den 19 oktober, hvor Toby, Kasper og Jesper drager tilbage til det ganske, danske land.
Min rejse slutter dog ikke der.
min baggrund herhjemme gjorde det ret nemt for mig at prøve mig med at rejse så længe jeg kan, for så lidt som jeg kan. P.t er jeg hjemløs grundet at jeg forventede studiestart i September og søgte billigere bolig. Tanken lå på at jeg godt ville kunne holde ud at være boligløs over sommeren hvis det gik helt galt med søgningen. Da dagen med studiesvaret så kom fik jeg "dommen". Den lød på at jeg måtte vente i et halvt år mere med at starte på studiet, og selvom jeg er utrolig glad for at være "gennem nåleøjet" så frustrede det mig meget at skulle afvente. Noget jeg har opdaget igennem mine udfoldelser i dette liv er at afventning er noget af det værste jeg kan opleve. der skal ikke nødvendigvis ske en masse, men jeg blir utrolig stresset af at vente på at de ting jeg vil i livet lader sig vente på. (nok noget jeg skal arbejde på, pinky swear ! )
Men ja, der stod jeg blank, stresset, lettet, og glad på en og samme tid.
Så da chancen med Tobias opstod tog jeg skridtet videre og bookede min billet med retur rejse 20 dage inden min studiestart.
Planer havde jeg ingen af, ud over at pengene skulle spares på.
Gennem nogen venner har jeg fået ideen om at tage til Honduras, besøge en ven Rick og tage ud og dykke.
Det med at dykke er en historie i sig selv.
Nogen af jer der vælger at læse dette kender ham som inspirerede mig. - Christian Achton.
Christian var en af de mennesker som havde så stor kærlighed til sine medmennesker og en positiv energi jeg ikke har set magen til nogensinde før. Han inspirerede mig fra første minut.
Christian arbejde for en af Toby´s bedste venner, også navngivet Sonny ligesom undertegnede og for at undgå forvirring kalder jeg ham fremover for Fernandez.
Fernandez og Christian havde den ordning på jobbet at han arbejde et par måneder herhjemme for Fernandez hvorefter han rejste til Maldiverne og arbejde som dykkerinstruktør i sæsonen, rejse for de penge han nu havde tilbage bagefter, kom hjem og så rundt med hjulet endnu engang.
korte i det lange er at Christian gik bort for kort tid siden og det har efterladt et hul i mange af os der lærte ham at kende, for at takke ham for det han har givet mig af inspiration og mod til at udforske livet vil jeg gå lidt i hans fodspor. Se en Mantarokke på egen hånd, flyde i vægtløs tilstand i et andet univers på denne jord og drikke en kold i solnedgangen på en hvid sandstrand og sige ; fuck hvor er det fedt det her !

min rejse er dedikeret til dit minde min ven.


- The Duck shall never retire !